Da Rikke Lund i august 2022 får konstateret kræft, beslutter hun, at en skarp opdeling mellem familieliv og behandlingsforløb er nødvendig for at skåne hendes børn. De skal ikke opleve deres mor være syg. Rikkes beslutning stemmer langt hen ad vejen overens med eksperters anbefalinger, men ifølge dem bør man overveje, hvorvidt det er muligt at holde de to verdener adskilt. De tilråder, at man sørger for at fortælle sandheden, men på en måde som børn kan forstå.
Af Anne Sofie Thrane
Kræft er ikke et ukendt fænomen for Rikke. Hun er ti måneder gammel, da hendes mor dør af kræft, og da hun fylder otte år, mister hun sin farmor til samme sygdom. Et halvt år senere dør hendes fars nye kæreste – også af kræft.
”Jeg har jo godt vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt ville få kræft,” siger hun.
Antallet af familiemedlemmer, hun har mistet til sygdommen, kan knap tælles på to hænder, og i august sidste år får Rikke ret. En kløende brystvorte viser sig at være et symptom på brystkræft, og det har spredt sig til lymferne.
I dag er Rikke 29 år gammel og bor i Ulstrup lidt uden for Randers. Her bor hun sammen med sin kæreste Leon, og sammen har de børnene Noél og Elion på henholdsvis tre et halvt og halvandet år. I haven står både trampolin, legehus og bålplads, og tilsammen vidner de om en familie, hvor børnelivet vægter højt.
Men kræft rimer ikke på barndom, så da Rikke får diagnosen, får hun også et nyt fokus – altoverskyggende bliver det nemlig, at børnene ikke skal opleve deres mor være syg.
”Jeg er ikke syg når jeg er sammen med mine børn. Jeg har aldrig skænket det en tanke. Hvis jeg har været kemotræt, som er en helt anderledes træthed, har jeg måske tænkt det et minut eller to, men så har jeg skyndt mig at feje det væk igen. Jeg kan jo ikke være syg, når jeg leger med mine børn,” siger Rikke, for ifølge hende er børnene for små til at forstå, hvorfor mor er syg.
Børn forstår mere end man tror
Rikkes familie står langt fra alene i situationen. Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at der er blevet opdaget mere end 40.000 nye kræfttilfælde i Danmark hvert år over de seneste ti år. Det betyder, at der hvert år er cirka 10.000 børn i Danmark som oplever, at deres mor eller far får konstateret kræft.
Som konsekvens heraf, tvinges mange forældre til at jonglere sygdomsforløb og familieliv, og det kan være svært, når hverdagen ruller og børnene kalder, mens behandlingens bivirkninger viser tænder.
Mange kræftramte familier beskriver hverdagen som to spor, man pendulerer imellem, fortæller psykolog hos Kræftens Bekæmpelse, Anna Sangild Stølen Due.
”På den ene side er der et familieliv, som skal hænge sammen, og på den anden side er der et sygdomsforløb, som skal passes. Det kan gøre det svært at holde de to adskilt,” fortæller hun og nævner hverdagens struktur som et af de vigtigste elementer at holde fast i.
”Struktur er modgift mod krise. Når livet ændrer sig, er det vigtigt, at vi har en fast struktur. Det gælder de voksne, men det gælder rigtig meget for barnet.”
Hun pointerer, at børn opfanger mere, end man tror, og at stemninger og usagte signaler påvirker særligt de helt små børn.
”Det er vigtigt, at barnet involveres, selvfølgelig tilpasset alderen, og at barnet ved, hvad der sker. Det kræver en anden type opmærksomhed hos de helt små børn, men det er vigtigt ikke at holde dem udenfor,” fortæller hun, og fremhæver, at børn skal kunne stole på de voksne.
”Ellers risikerer man, at barnet mister troen på, at hvad de voksne siger er sandt, og det kan blive et problem senere i forløbet.”
Racerbane på hovedet
Tilværelsen som børnefamilie afspejles tydeligt i Rikkes hjem. I entreen står små sko på rad og række, og væggene er dekoreret med billeder af familien. På nogle af dem er Rikkes hårløse hovedbund dækket af en turban. Før Rikke begyndte i kemoterapi i september sidste år, havde hun hår til hofterne, men da kræftdiagnosen og den tilhørende kemoterapi blev en realitet, vidste hun godt, at det ville blive svært at holde sygdom og familieliv adskilt.
Netop som Anna Sangild Stølen Due anbefaler, vælger Rikke derfor at inddrage sine børn på de områder, hvor de to verdener ikke kunne adskilles. Hun ønsker ikke, at børnene skal opleve en pludselig forandring i forbindelse med hendes hårtab, og særligt Noél, hendes ældste søn, som på det tidspunkt er knap tre år, forberedes på den kommende ændring i Rikkes udseende. Først hjælper han sin mor med klippe håret kort.
”Jeg fortalte Noél, at jeg var træt af mit hår og sagde, at jeg gerne ville have hår ligesom ham,” så Rikke sætter sit hår op i små totter, som Noél med hjælp fra sin far klipper af.
Fjorten dage senere, da Rikke henter sin yngste søn ind fra lur, får han fat i Rikkes hår. Men Rikke kan ikke mærke det og opdager det først, da hun ser sine lokker i hans hånd – hun er begyndt at tabe sit hår. Rikke går derefter ind til Noél og beder om hjælp til at klippe sit hår af.
”Først ville han ikke være med, men så tog jeg en tusch og tegnede en racerbane på mit hoved – så tog han trimmeren og kørte den rundt som var det en bil. Jeg var bange for at miste mine ører, men han syntes det var helt vildt sjovt,” forklarer hun.
Selvom Noél først synes, at mor ser fjollet ud, er Rikke glad for, at han var en del af processen.
”For mig var det vigtigt, at han ikke tænkte, at mor var syg, men at mor bare ikke ville have sit hår længere.”
Sandheden er vigtig
Det er vigtigt at hjælpe barnet med at sætte ord på de forandringer, der sker, og skabe en forståelse for de følelser, barnet har, mener Martin Lytje, som er psykolog og ph.d. og forsker i konsekvenserne af tab hos børn. Ifølge ham kan man på den måde undgå, at barnet selv danner nogle forklaringer og forståelser, som kan være uhensigtsmæssige for dem.
”Ved at spørge ind til, hvad de ser, og give dem mulighed for at stille spørgsmål, kan vi få et indblik i deres forståelse. Så kan vi også hjælpe dem med deres fortolkning, og på den måde dreje historien væk fra noget skræmmende.”
Ligesom Anna Sangild Stølen Due fremhæver Martin Lytje, at børn ofte fornemmer mere end man tror.
”Det er exceptionelt svært at skjule ting for vores børn, for de er en stor del af vores liv. Hvis barnet oplever forældre, som tilbageholder sandheden, kan det give en stor mistillid til voksne,” forklarer han, og lægger vægt på, at børn kan have svært ved at håndtere udfordringer uden hjælp.
”Hvis man ikke kan sørge over de ting, der foregår, sammen med familien, kommer barnet til at sørge alene,” og det kan ifølge Martin Lytje give traumer, som kan være svære at håndtere for barnet.
Splittet mavefornemmelse
I marts i år fik Rikke sidste strålebehandling, men det betyder desværre ikke, at Rikke er kræftfri. De seneste scanninger viser, at der måske vokser en ny knude ved hendes brystben, men denne gang er fornemmelsen ikke entydig.
”Jeg har en mavefornemmelse, der siger, at det er en ny knude, og at jeg skal igennem det hele igen. Men jeg har også noget andet inden i mig, som siger, at det kan det bare ikke være,” siger hun.
Hvis scanningen viser, at Rikke skal i behandling igen, skal Noél have det at vide i et omfang, som Rikke synes giver mening.
”Jeg er af den optik, at man ikke skal putte noget i hovedet på børn, som de ikke selv spørger om. Men hvis jeg skal igennem kemoterapi igen, får han at vide, at der kommer nogle soldater ind i min krop, som skal hjælpe mig, og gøre, at jeg ikke får ondt igen.”
Martin Lytjes erfaring viser, at det giver en ro hos børnene, når de ved hvad der foregår, og at der er rum til at tale om det. Han pointerer samtidig, at samtalen bør tage udgangspunkt i barnets alder og udvikling, og henviser til en tommelfingerregel som foreskriver, at man skal fortælle sandheden, men ikke nødvendigvis alt, hvad man ved.
Hvis situationen er som Rikkes, og man endnu ikke kan erklæres kræftfri, mener Martin Lytje at man stadig må forsøge at holde fast i sandheden.
”Så må man sige det som det er og fortælle, at mor stadig er syg, men at der er nogle rigtig dygtige læger, som gør alt hvad de kan for at gøre mor rask igen,” forklarer han og tilføjer, at man bagefter kan forsøge at invitere sig selv ind i barnets tankegang ved at spørge ind til deres tanker og give dem mulighed for at stille spørgsmål.
En togtur, man gerne vil undgå
Den 2. august får Rikke svar på sin seneste PET-scanning og dermed om sensommeren og efteråret skal forløbe i haven i Ulstrup eller på sygehuset i Skejby.
Hun sammenligner behandlingsforløbet med et tog, som hun håber at kunne undgå at stige på.
”Du hopper på det her kemotog, som bare fiser derudaf. Du skal holde fast i lægeaftaler, kemo og stråler, hvornår har du lægesamtale, hvornår skal du scannes, hvornår skal du opereres. Der er ikke tid til alt muligt andet.”
Kræftens begrænsninger er hun træt af, men netop familiens fokus på hverdag og struktur har gjort, at restriktionerne ikke fylder i hendes hoved.
”Mit fokus på mine børn har været så koncentreret, at jeg ikke har lagt mærke til, hvad jeg ikke kunne,” fortæller hun. ”Når du står i en begrænset periode, bliver du bare nødt til at fokusere på at overleve i stedet for at tænke på, hvad du ikke kan.”
Rikke kender alt for godt til de mulige udfald, men dem har hun helt bevidst valgt ikke at tænke over.
”Det skal ikke være en mulighed. Men jeg tænker da over, hvordan mine børn kommer til at stå tilbage – hvad de kommer til at have. Det tror jeg er en overlevelsesstrategi.”
Ude i haven står trampolinen klar til, at børnene kommer hjem. Når Noél og Elion træder ind ad døren, lægges kræften på hylden og bytter plads med morrollen – der er ikke plads til dem begge på samme tid. Den 2. august ved Rikke mere om de kortsigtede udsigter, men hun er ikke i tvivl om forløbets afslutning – hun vinder over kræften.
”Jeg ved, at jeg overlever. Det skal jeg.”